Alligevel står Odder Kommune på spring med nye nedskæringer på færgen.
Med 55 minutters sejlads til fastlandet er Tunø i samme kategori, som småøerne Endelave, Drejø, Omø, Sejrø og Femø.
– Men en sammenligning mellem øerne falder ikke ud til Odder Kommunes fordel. Tunø har landets suverænt dårlige fartplan, fastslår Claus Jensen, sekretariatsleder i Sammenslutningen af Danske småøer.
Bruger ingen penge på øboer
Odder er da også en nærig kommune, når det gælder færgebetjening af et lille øsamfund, dokumenterer en ny rapport om færgedriften til alle de danske småøer.
Færgen til Endelave gav ifølge rapporten Horsens Kommune en udgift på 3.1 millioner kroner i 2009, mens Norddjurs brugte 1.4 millioner, på at sikre færgeforbindelse til befolkningen på Anholt.
Odder Kommune brugte 124.000 kroner, viser rapporten. Fraregner man statens udbetalinger til ø-kortordningen, så går regnestykket næsten i plus for Odder. Kommunen modtog 120.796 kroner på den konto i 2009.
Kilden til oplysningerne er Indenrigsministeriet og tallene er kommunernes tilskud til færgedrift fraregnet den årlige ø-støtte, som de modtager fra staten.
Betalte en trediedel af udgifterne
– Ø-støtten er ikke øremærket til færgedrift og kommunen kan bruge pengene, som de vil. Men det gælder også for Horsens og Norddjurs og har derfor ingen betydning for en sammenligning, siger sekretariatsleder Claus Jensen til tunøfremtid.dk.
Tidligere blev udgiften til Tunøfærgen fordelt mellem Odder Kommune, Århus Amt og Staten. Hver part betalte en tredjedel.
Med kommunesammenlægningen fik Odder Kommune hele ansvaret og alle pengene fra amtet og staten.
– Men i dag betaler Odder langt fra en tredjedel af udgifterne til færgedriften. Den eneste forklaring er, at pengene nu bliver brugt andre stedet i kommunen, siger Claus Jensen.
Mens Odder gav et tilskud til færgen på 3.204 kroner i 2009, så gav driften af Tunø Havn og teltpladsen et pænt stort overskud til kommunekassen.
Odder Kommune har varslet ny færgebesparelser i dette forår.
Skriv en kommentar