Samme dag det kommer frem, at kommunen i mere end fire måneder har unladt at opsige samarbejdsaftale med Region Midtjylland, så melder socialudvalgsformand Sanne Rubinke klart ud.
Af kommunens hjemmeside fremgår det, at Odder smækker kassen i og opfordrer Region Midtjylland til at betale alle udgifter til sygepleje på Tunø.
- Eftersom der ikke er kommunale sygeplejeopgaver på Tunø, kan vi som kommune ikke forsvare at bruge penge på en ordning, som der reelt ikke er behov for, men vi er enige i, at der kan være et behov for tryghed og akut hjælp til borgerne på Tunø, siger formanden for Odder Kommunes Socialudvalg, Sanne Rubinke (SF).
Hun understreger, at de opgaver, som sygeplejersken hidtil har løst for regionen – opgaver, som på fastlandet bliver løst af enten en vagtlæge eller en skadestue – ikke forsvinder.
- Derfor forventer vi, at regionen også fremover vil løse sine forpligtelser over for borgerne på Tunø, siger hun til kommunens hjemmeside.










Borgerret
I juni 2010 udtalte Erik Fabrin, borgmester og tidligere formand for KL, at alle borgere har ret til samme tilbud om børnepasningsordninger, undervisning, ældreservice etc. uanset hvor i landet man er født, og har valgt at bo. (Citat fra Rudersdal Avis).
Tunø uden sygeplejerske er umuligt at forestille sig – ja, direkte fornærmende for borgere i et moderne samfund, hvor der bliver lagt stor vægt på forebyggelse og ældrepleje. Hvis Tunø ikke beholder sin egen sygeplejerske, hvem skal så opleve at vente på hjælp til næste færge kommer ind? Hvem skal betale udgiften? Skal kommunen gribe ned i kassen med den kommunale udligning, skal kommunens skatteydere betale eller skal regionen, nu den alligevel betaler resten? Mærkeligt og uværdigt at drage et lokalområde og en lokal sygeplejerske ind i den kommunale kassetænkning.
Fabrin udtalte også, at de små kommuner ikke vil overleve ”på den lange bane”, fordi de er økonomisk sårbare og ikke har evne til at leve op til deres forpligtelser. Det ser ud, som han får ret. Måske skulle kommune og vælgere begynde at overveje en fusion med en af de store naboer.
M. Bjerring